Fortvivlelse bliver til accept

Af Jakob Swartz, sekretær for international mission 2012-2016.

- En kvinde i min menighed sagde til mig, at hun vil bede Gud om at helbrede mig for HIV. På den måde vil han vise sin magt og herlighed. Men jeg sagde til hende, at Gud allerede viser sin herlighed i mit liv som HIV-positiv, og jeg giver ham ære ved at hjælpe andre i samme situation.

Florence deler sin historie i en støttegruppe for mennesker, der lever med HIV og aids. Gruppen er en del af Eye-Association (øje-foreningen) som med støtte fra Den lutherske Kirke arbejder med aids-rådgivning i Monrovia. Foreningen valgte navnet Eye-Association fordi de arbejder for, at mennesker må se deres status og derved erkende og acceptere deres situation.

Mange af de seksten kvinder og fem mænd, der mødes i skyggen af en veranda lørdag formiddag, har erkendt og accepteret deres status. Ved gruppens månedlige møder deler de deres historier. Alle historierne er ulykkelige på deres egen måde, men har alligevel et fællestræk. De går fra fortvivlelse til accept. Florence fortæller, hvordan hun kaldte Gud for ond, da hun opdagede, hun var HIV-smittet. Men en rådgiver fortalte hende, at Gud elsker hende og stadig har planer med hende. Hun tog modvilligt med til møde i støttegruppen, og her oplevede hun et støttende fællesskab. Det har hjulpet hende til at leve positivt med sin status. Gruppen hjælper med at leve som HIV-smittet, med kostråd og vejledning til medicin.

Takker Gud

En anden kvinde får latteren frem, når hun overdrevent halter rundt for at vise, hvordan hun før var dårligt gående. Livshistorierne bliver fortalt med stor indlevelse og lyttet til med forståelse. Folk i gruppen kan genkende den frygt, der følger med en positiv HIV-test, udstødelsen fra familiemedlemmer, angreb af følgesygdomme.

Kvinden stopper sin vraltende halten:

- Jeg takker Gud for, at siden jeg har fået min medicin, kan jeg bevæge mig frit uden hjælp.

Hun sætter sig ned, og folk klapper. Der er støtte at få i gruppen. Både psykisk, men også konkret når gruppen sikrer at hospitalerne leverer den medicin, de har ret til, eller deres børn får sponsorater til skolegang.

Taknemmeligheden over livet fylder meget. Selvom de kæmper for at få råd til mad, til at passe deres børn og få ordentlig medicin, så har de fleste i dag accepteret deres status og er gået fra fortvivlelse til at slutte deres historier med en taksigelse:

- Jeg takker Gud for, at jeg er i live i dag.

8. juli 2015