En anderledes begravelse
I slutningen af februar deltog Elisabeth i begravelsen af Biskop Sumoward E. Harris. Denne begravelse var både anderledes, længere og mere storslået end Elisabeth hidtil har oplevet.
I lørdags blev den tidligere biskop i den Lutherske kirke Sumoward E. Harris stedet til hvile i Totota. Biskoppen døde i januar, men på grund af Corona og hans børn som skulle komme fra Amerika, kunne begravelsen først finde sted lørdag d. 27. februar.
Begravelsen var for mig en helt særlig oplevelse, som på igen måde kan sammenlignes med de begravelser, vi kender til i Danmark. I Danmark er begravelser oftest stille og vemodige, men i Liberia er de festlige og fyldt med dans og glæde. Man vurderer at omkring 1000 mennesker deltog. Lad mig gennemgå, hvordan begravelsen af lige præcis denne højtstående liberianer foregik:
En fest der foregår i flere dage
Kisten med Biskop Harris blev fredag formiddag kørt til St Peters kirken, hvor den skulle stå den første nat til ”Wakening”. Her kunne alle, der ønskede det, våge natten over sammen med den afdøde. Der blev danset og sunget og mange benyttede sig af muligheden.
Fredag eftermiddag blev der holdt gudstjeneste med mange fremmødte. Man havde valgt at holde begravelsesgudstjenesten i to dele- én fredag og én lørdag, så der var færre samlet på en gang. Begge gudstjenester blev streamet på Promissios hjemmeside.
Ved 14-tiden tog vi alle afsted til Totota. En konvoj af biler kørte bagved kisten, og da vi kom til Totota stod en masse mennesker langs vejen for at vise deres respekt til Biskop Harris, som havde boet i Totota en stor del af sit liv.
Det sidste stykke vej ind i selve Totota stod der pludselig omkring 50-70 motorcykler, der til sidst kørte forrest op til kirken. At være med i den konvoj gav mig en fornemmelse af, at vi havde at gøre med en respekteret og afholdt mand, og nu ville man vise ham den sidste respekt, som det behørigt skal gøres.
Kisten ankom til den plads på compounden i Totota, hvor der var opsat en kæmpe palmehytte. Der skulle begravelsen finde sted fra om lørdagen, og der skulle være endnu en nat med ”wakening”, hvor der skulle danses, festes og takkes for livet, og for at Gud havde givet kirken, Totota og Liberia denne store mand.
Til sidst blev han stedet til hvile ved sit hjem i Totota og efterfølgende blev der serveret et måltid mad med ris o.a. til deltagerne. Man havde anrettet maden, så folk fik en bakke med mad og en flaske vand.
Dans og glæde
Det var en stor oplevelse at se, hvor mange kræfter man lægger i en ”Wakening”. Det var nærmest som at være på en festival med musik, taler, korsang og et langt program natten over. Jeg blev fascineret af dansen og glæden, ja festen som helhed.
Har sat mange spor
En Herrens tjener er gået hjem, han har sat mange spor efter sig og hans minde vil trække dybe spor ind i fremtiden. Han har plantet mange frø som vil bære frugt i den rette time. Kirken har mistet en respekteret og elsket tjener, og man sørger dybt over tabet af ham som mange regner som deres fader.
Æret være mindet om Biskop Emeritus, Rt. Rev. Dr. Sumoward Edwin Harris.