Guds ønske med fasten

Askeonsdag er dagen, hvor fasten rundt omkring i verden officielt indledes. Men hvad er egentlig meningen med asken? Og hvad er det Gud ønsker, vi skal bruge fasten til?

Monrovia, Liberia. 18.02.2021

Hver tirsdag og torsdag bliver der holdt andagt med oplæg og undervisning om forskellige emner for de ansatte i kirken. Til andagten her til morgen handlede undervisningen om, hvorfor man her i kirken fejrer askeonsdag som indgang til fasten. Hvorfor bruges der aske og hvor kommer denne fra? Og hvad er egentlig Guds ønske med fasten? Det vil jeg gerne dele med jer.

(Det skal lige siges, at tirsdagen før askeonsdag hernede bliver kaldt ”Fat Tuesday ”. Denne dag spiser og hygger man sig med alle mulige gode ting, inden man onsdag skal træde ind i fasten.)

Flere steder i Det Gamle Testamente læser vi om brugen af aske som et symbol for sorg, uretfærdighed, og når der var brug for syndernes forladelse. Asken skal denne onsdag minde os om, at vi har brug for Guds nåde og syndernes forladelse, og at af støv er vi kommet og til støvet vil vi gå.

Hvor kommer asken fra?

Det interessante ved asken, der bliver brugt til denne gudstjeneste, er hvor den kommer fra? Har man måske bare skrabet lidt aske sammen efter det bål, man har lavet sin mad på?

Nej, asken stammer tilbage fra påsken året før. Palmebladene man bruger i kirken palmesøndag bliver efter gudstjenesten samlet sammen og brændt. Asken fra bladene bliver gemt i kirken og brugt askeonsdag. Man blander lidt olie og vand i asken, og så bruger man den til at tegne korsets tegn i panden.

Tid til refleksion

I Monrovia og andre steder holdes der gudstjeneste i kirkerne onsdag aften. Man gør sig klar til at gå ind i fasten, som er den tid, hvor man skal reflektere over sit liv som dødeligt menneske og se frem imod den forestående påske. Man skal ikke bare beslutte, hvad man vil undvære i fasten, men også beslutte sig for at gøre noget godt for andre, være den forandring et andet menneske har brug for.

Spørgsmålet er derfor:

  • Hvordan kan denne faste gøre dig opmærksom på at være noget for andre og lede dem til Jesus?
  • Hvad skal du lægge til side for at få fokus på de ting Gud vil med dig i denne fastetid?

Træd et skridt tilbage

Jeg har lært noget nyt i dag, fordi der hvor jeg kommer fra, har man ikke brugt aske til at tegne korsets tegn som indgang til fasten. Det med askeonsdag har jeg hørt nævnt, men har ikke kendt til den dybere symbolik. Vi har ingen palmeblade, hvor jeg kommer fra, så undervisningen i dag gav en ny vinkel.

Med eller uden aske så er denne fastetid en god mulighed for os travle mennesker at træde et skridt tilbage og bede Gud vise os, hvad han virkelig vil med vores liv, og det vi er en del af. Hvor vil han have, at du skal have dit fokus? Og hvor skal du være den ændring, andre mennesker har brug, så de kan få øje på Jesus og alt det gode, han vil give mennesker?

Må Gud velsigne os i denne faste og vise os, at vi har brug for at hvile og have fokus på ham således, at vi kan være alt det han har skabt os til at være!

 

Del denne side

Elisabeth Poulsen

Missionær i Liberia

Seneste kategorier