Sendt både ud og hjem: En missionærs to-do-liste 9000 km fra sit arbejde

Kan du gætte, hvad der står på min to-do-liste på mit lille hjemmekontor på Færøerne?

I skrivende stund sidder jeg på Færøerne på grund af Corona, men heldigvis kan man lave en hel del af sit arbejde hjemmefra via internettet og et lille kontor.

Som I måske ved, kom jeg til Færøerne i marts. Fløj fra Liberia den 18. marts til Elfenbenskysten, Paris og København for siden at lande på Færøerne sen aften den 19. marts.

Vejret har vist sig fra mange sider i de uger, jeg har været hjemme. Sne, is, sol, regn, storm og stille, men nu siger kalenderen, at første sommerdag er i denne uge, så det glæder jeg mig til. Vi har i april og maj haft flere dejlige solrige dage, men nu glæder jeg mig til at sommeren for alvor sætter ind.

Ugerne på Færøerne har været travle med mange opgaver. Kirken i Liberia bad om hjælp i forbindelse med Corona og dens påvirkning, og Promissio og jeg gik derfor i april i gang med at mobilisere en indsamling på Færøerne sammen med min sendemenighed og kirke. Vi er glade og taknemmelige for den store gave, færingerne har givet, og vi takker Gud for, at denne indsamling blev mulig, nu jeg er på øerne. Promissio vil inden længe sende omkring 9000 amerikanske dollars til Den Lutherske Kirke i Liberia. Det svarer til omkring 66.000 danske kroner. Pengene bliver brugt til mange gode ting, og det glædes vi over.

Flere har spurgt mig, hvad jeg laver på kontoret hver dag, når jeg er hjemme på Færøerne. De tror ikke, der er arbejde til mig heroppe, da jeg i princippet skal være i Liberia og udføre mit arbejde 😊

Jeg skrev forleden en liste over opgaver og tænkte, da jeg kiggede den igennem, at der faktisk er mange opgaver knyttet til det at være missionær, og selv om jeg geografisk er ude eller hjemme, er der mange opgaver, jeg skal arbejde med hver dag.

Jeg tænkte, at jeg for sjov skyld vil dele min opgaveliste med jer, så I kan blive lidt klogere på, hvad det er, jeg arbejder med 😊

Dette er, hvad der stod på min liste:

  • Lave undervisningsmateriale til de næste lærerkurser (materiale, metode, didaktik, forklaringer, ideer til anvendelse, kopier og manualer).
  • Opfølgning fra de sidste tre kurser, metode, fremlæggelse og udbytte.
  • Svare på forespørgsel om materiale.
  • Godkende budgetforslag i skolesystemet, samt gennemgå papirer i forbindelse med økonomi.
  • Skrive artikler om skolebesøg, om elevers trivsel og muligheder igennem kirkens skoler.
  • Skrive info om indsamlingen.
  • Skrive artikler til Promissios blad.
  • Skrive artikel til LMF og takke for støtte til bogskabe.
  • Besvare skolemails.
  • Skrive mails og besvare forespørgsel fra OVC.
  • Læse projektbeskrivelse og gøre notater.
  • Læs bogen ”Grundbog i belastningspsykologi” 266 sider.
  • Læse tre artikler om kultur i Liberia, sammenlagt 15 akademisk tætskrevne sider på engelsk.
  • Huske, at der skal lægges færøsk tekst på takkevideo fra Biskop Jensen inden den bliver offentliggjort.
  • Skrive en blog inden udgangen af maj.
  • Skrive nyhedsbrev inden midten af juni.
  • Lave en opsamling på situationen i Liberia i forhold til fremadrettet planlægning af nyt skoleår.

Havde du gættet, at listen kunne se sådan ud? 😊

Samtidig med at jeg kiggede på min liste, blev jeg mindet om, at Gud vil have os til at huske, at på enhver liste vi arbejder med, ønsker han at have den øverste plads.

Som mennesker har vi tendens til at tro at vores planlægning er alfa og omega, og at vores bestemmelser er det mest betydningsfulde, men jeg tænker, at vi alle har fået en læring om vores lille formåen, nu Corona er en realitet. Men en ting er sikker, og det er, at håber vi på Herren og beder ham om hjælp, vil vi være som et træ plantet ved floden, der strækker sine rødder og som i alle livets sæsoner vil bære frugt i overflod (Jer 17, 7-8).

Så husk, at uanset om du er sendt ud eller hjem, vil Guds dække dig under sine vinger, og du kan føle dig tryg, og hans trofaste løfter skal være din rustning (Salme 91, 4).

Tak for forbøn og medleven.

Hilsen
Elisabeth

Tags

Del denne side

Elisabeth Poulsen

Missionær i Liberia

Seneste kategorier