Wosane har prøvet det selv
Wosane blev omskåret som lille pige. Nu beder hun og andre kvinder i Hebano om hjælp til at bekæmpe de traditioner der går ud over piger og kvinder i Sydetiopien.
Af Inger Holmgaard, fysioterapeut og Master i sundhedsantropologi
Når Wosane fra Hebano taler om skadelige traditionelle skikke som bør afskaffes, mener hun først og fremmest omskærelse af piger.
Selv om hun kun var en lille pige – måske fem år – da det blev gjort på hende, kan hun godt huske det. Hun fortæller at klitoris blev skåret af, og så blev der skåret lidt ved begge sider, men hun blev ikke syet sammen som det er skik i Somalia. Hun kan huske at hun blødte meget, og for at standse blødningen, blev såret brændt med glødende kul.
Hun fortæller at et projekt som ikke kører mere, har bevirket at flere piger ikke bliver omskåret. Men fordi uomskårne piger bliver chikaneret, er unge piger begyndt at bede om at blive omskåret. Der er brug for mere undervisning for at standse chikanerne og få folk til at forstå hvor skadeligt det er. For eksempel gør arvævet det vanskelligt at føde fordi det er uelastisk.
Gift som 12-årig
Wosane taler også om polygami, kidnapning, voldtægt og ægteskab mellem unge piger og gamle mænd som skikke der bør bekæmpes.
Selv blev hun som 12-årig gift med en mand der var midt i 30-erne. Hun gik i 3. klasse, og med ægteskabet var det slut med skolegang for hende. Hun nåede ikke at få sin første menstruation før hun blev gravid med sit første barn, og i en alder af 27 år var hun mor til otte børn. Hendes yngste er nu fem år, og hun spørger om ikke jeg kan tage ham med til Danmark så han kan få uddannelse. Spørgsmålet er nok ikke ærligt ment, for der er ingen tvivl om at Wosane elsker hvert eneste af sine børn.
En stærk kvinde
Det er en stor opgave at sørge for otte børn som helst alle skal i skole – det er i hvert fald målet for Wosane. Men der er ikke meget at gøre med i familien. Wosanes mand er bonde. Han dyrker sin lille jordlod ved håndkraft, og Wosane selv dyrker grøntsager. Hun samler brænde, henter vand, laver mad og handler på markedet med det hun kan bære på sin ryg.
Arbejdet som husmor kræver meget af Wosane. Alligevel har hun overskud til at være med i kirkens kvindearbejde, og hun er facilitator i en anti-hiv/aids klub. I klubben snakker de sammen om at forebygge spredning af hiv. De tager sig af dem der er hiv-positive, og de sparer sammen til at hjælpe når nogle er syge, eller nogen dør. Det er småpenge, men klubben giver sammenhold, fortæller hun.
14. november 2011