Cross Cultural Training er mere relevant end nogensinde

Af Berit Østby, misisonær.

Vi, Mulugetta Demissie og jeg, er på CCT (Cross Cultural Training) kursus I Arba Minch sammen med missionærer fra den sydvestlige del af Etiopien. Mulugetta og jeg er glade for endelig at kunne afholde kurset igen efter corona-nedlukningen, men lige nu sidder vi med kun 9 deltagere. Det er dem, som akkurat nåede at komme igennem urolighederne i Konso-området, før vejen blev spærret. Lige nu er urolighederne mellem forskellige etniske grupper ret slemme, huse bliver brændt ned og folk bliver dræbt. Fire af vores deltagere sidder fast i Konso og syv andre måtte rejse hjem igen. I sidste øjeblik har Mekane Yesus Kirken i Arba Minch synoden dog valgt at sende ekstra deltagere, så vi runder de 20 – lige nok til at fuldføre kurset.

Vi sidder her og kan ikke gøre så meget ved urolighederne i Konso, men vi kan til gengæld bede for situationen, og det bruger vi en hel time på. Det er stærkt at se deltagerne på knæ og bede om fred for deres land. De ønsker at stå imod det onde, fordi de ved, hvem fredens Herre er.

Som dagen skrider frem, har vi alle en følelse af, at dette kursus er mere relevant end nogensinde, for det vi arbejder med, er sprog og kulturmøder. Vi ønsker at arbejde med evnen til at se tingene fra et andet perspektiv - det er det, vi grundlæggende har brug for i vores land. Særligt i denne tid.

Kultur-spil hjælper til refleksion

En af de aktiviteter vi laver for at fremme kulturforståelse, er et kultur-spil, som hedder Bafa-Bafa. Deltagerne inddeles i to opdigtede kulturgrupper, og så skal de besøge hinanden og prøve at finde ud af, hvilke værdier de hver især har. Efterfølgende taler vi så om, hvad de oplevede.

Det slår aldrig fejl – hver eneste gang beskriver de, at ”de andre” er utilnærmelige, uvenlige, ugæstfrie, aggressive og diverse negative adjektiver. Og de følelser der hurtigt dukker op hos dem, er frygt, afvisning, rædsel og mindreværd. Vi beder dem så tænke på deres eget liv, og nævne de ting som gør, at de trives det sted, de kalder hjem, og hvad der så sker, når de flytter.

De fleste af missionærerne er gift og har familie, men har efterladt familien derhjemme for at tjene i det nye område, fordi de ikke har råd til at tage dem med. Missionærerne rejser derfor fra alt det trygge til noget ukendt og usikkert.

Kultur-spillet giver dem mulighed for at reflektere og åbne op om fordomme og generelle oplevelser, og de taler særligt om kulturchok i denne sammenhæng. Mange af missionærerne oplevede det både stressende og angstprovokerende at blive sat af et nyt sted, hvor man ikke kender sproget, kulturen eller menneskerne og tilmeld heller ikke har et sted at bo.

»Hvis det ikke dræber dem, så dræber det heller ikke mig«

En deltager fortæller »Jeg blev noget tid efter min ankomst inviteret til et måltid hos nogle lokale fra landsbyen, men jeg blev forskrækket over at se, at de inden middagen bare satte deres uvaskede fødder op på kødstykkerne - som vi skulle spise! - og derefter skar dem ud, som om ingenting var hændt. Først blev jeg chokeret, men jeg var så sulten, at jeg bare skulle have noget at spise. Senere opdagede jeg, at der var gået små orme i mit mel, så jeg gav det til en af konerne og tænkte, at de kunne rense det og bruge det. Men hun kogte bare det hele inklusiv ormene og serverede det til mig. Min mave vendte sig af at se de små kryb i grøden, men jeg tænkte, okay! hvis det ikke dræber dem at spise det, så dræber det heller ikke mig«.

I løbet af kurset giver vi altid en introduktion til, hvordan de kan bruge sprog-læring til at etablere nye relationer og på den måde vokse ind i den nye kultur med åbenhed og accept. Det handler om at prøve at se den nye kultur ud fra den måde, de lokale selv oplever den. Først der opnår man kulturforståelse.