En lille gul ballon
"Det mindede mig om, at det er vigtigt, at vi også prøver at gøre dagen bedre for andre, selvom vores egne byrder nogle gange er tunge nok i forevejen"
Det er en helt almindelig onsdag eftermiddag, og jeg kører hjem fra arbejde gennem en af de mange travle markedsområder i hovedstaden Addis Abeba. På hver side af vejen ligger der små overfyldte butikker trængt imellem gademarkeder, hvor varer ligger på et stykke plastik på jorden. Det er næsten umuligt at komme frem på grund af alle menneskerne, som myldrer langs og midt på vejen. Også de mange små fortorvscaféer, som når næsten helt ud til gaden, alle busserne, motorcyklerne og cyklister, som kører zigzag og nogle gange i modsat retning, gør det umuligt at komme videre.
En dame stopper op
Pludselig ser jeg en lille gul ballon med en lang snor komme flyvende over vejen. Jeg ser ingen ejer, men en lille dame langs vejen stopper op. Hun har begge arme fyldt med varer – spinat, korn, plastikposer og jeg ved ikke hvad. Hun har travlt med sit eget. Alligevel tager hun dig tid til at stoppe op. Hun træder på snoren til den gule ballon og venter til en dame kommer løbende hen og tager fat i ballonen. Sandsynligvis giver hun den til et barn, som har mistet den. Og så går damen med armene fulde af varer bare roligt videre.
Godhed i hverdagen
Jeg ved ikke, hvorfor denne lille oplevelse gjorde så stærkt et indtryk på mig, men den sagde noget om godhed i hverdagen, om at være der for andre, om at stoppe op og hjælpe andre mennesker, selvom man selv har travlt og rigeligt i sig selv. Det mindede mig om, at det er vigtigt, at vi også prøver at gøre dagen bedre for andre, selvom vores egne byrder nogle gange er tunge nok i forevejen, og at en lille og umiddelbart ubetydelig handling af godhed kan lyse dagen op for andre.
Som fx at redde en lille gul ballon.....