En vigtig samling

Både tidligere og nuværende beboere på Deborah Center mødtes for at udveksle erfaringer om livet udenfor centret.

I torsdags var der samling for nuværende og tidligere beboere på Deborah Center, som drives af Win Souls for God (WSG), en organisation, der arbejder for at få folk væk fra gaderne i Addis Ababa og give dem et nyt liv. Promissio har i flere år været en af hovedstøtterne for dette projekt. 18 af pigerne var der, og syv af disse var fra tidligere hold, nogle så langt som fem år tilbage.

Hensigten med samlingen var at lade pigerne mødes og lære hinanden at kende for at kunne dele erfaringer om, hvordan det har været at gå fra trygge omgivelser inde på Deborah Center, hvor de boede, til at begynde et liv udenfor - også med tanke på hvordan det var at begynde på arbejdslivet. To af pigerne, der nu er i gode frisørjobs, delte deres erfaringer. Den ene understregede, at det ville være klogt for det nuværende hold allerede nu at indstille sig på, at opholdet på Deborah Center kun er midlertidigt, selvom det, de får med sig der, kan være til nytte for resten af livet. Begge disse piger har formået at spare et betydeligt beløb op i banken og fik præmie af WSG for dette!

Flere af pigerne sagde, at de havde lært uendeligt meget godt på Deborah Center, og at de på mange måder havde fået en ny begyndelse på livet. De sagde også mange gode ord om Ealed, deres ”mor” og leder af Deborah Center (skimtes på billedet i den gule bluse), om hvordan hun havde måttet stå model til meget i begyndelsen, da de kom til. Dette gjaldt også fem af de nyeste piger, der kun har været der i tre måneder nu. Ord som kærlighed og tålmodighed gik igen, når de blev spurgt, hvad de konkret havde lært, og ikke mindst at de nu havde lært deres Skaber, Gud, bedre at kende og havde opdaget, hvad der egentligt står i Bibelen. En af dem, der havde boet på centeret for flere år siden, og som nu havde sin lille søn med sig, sagde, at noget af det, der rørte hende, var, at de ikke blev presset til at blive protestantiske kristne. Hun var selv ortodoks kristen, og præsten, der ledte programmet, pastor Abebe, understregede, at det ikke handlede om, hvorvidt man tilhørte den ene eller den anden kirke, men om hver enkelts relation til Jesus.

Før vi skiltes, blev pigerne enige om at mødes igen om cirka tre måneder, og der var stor enighed om, at denne slags samlinger er vigtige. Dagen blev afsluttet på god etiopisk vis med et solidt måltid mad og dejlig etiopisk kaffe.

/Berit