Mekane Yesus-kirken fejrer 10 år med eget missionsselskab
Vi var inviteret med til den intime lancering af missionsselskabets jubilæumsfejring, og her lærte vi, hvordan Mekane Yesus-kirken planlægger, at mange bække små skal blive til 500 missionærer.
For ti år siden i november startede Mekane Yesus-kirken sit eget missionsselskab, International Mission Society (IMS). I går lancerede de deres jubilæumsfejring, som skal stå på i en hel måned, og som partnere til IMS var vi inviteret fra MY-LINC, som er sprogskolens nye navn. Vi var en lukket gruppe; kun medlemmer fra de tre bestyrelser, de har haft, medlemmer af forskellige missionskomiteer og nære samarbejdspartnere – i alt ca. 30 personer. Formålet var at give en opdatering på, hvad IMS har gjort indtil nu, og at motivere os til at motivere andre i denne måned.
Jubilæumsfejringen er opdelt i fire uger. Første uge er det bøn, der er i fokus, andre uger er det børnene, som skal engageres, derefter kvinderne og så de unge. Derudover har de et specielt oplæg i 30 forskellige menigheder de næste 30 dage. I begyndelsen af december afholdes så et stort gadeløb med titlen: ”Lad os løbe for evangeliet”, hvor de håber på 40.000-50.000 deltagere. Her vil der, i samarbejde med færdselspolitiet, være et specielt fokus på den høje trafikdødelighed i landet, og hvad man kan gøre for sammen at reducere denne.
Mobilgaver bliver til missionærer
Da jeg kom til mødet i går, blev jeg mødt af en ung mand, som spurgte, om jeg havde sendt penge via min mobil til det nye IMS-nummer, som er lanceret. Det havde jeg jo ikke, og han kunne vise mig, hvordan jeg kunne sende fem birr, ca. 1,20 dansk krone for at støtte arbejdet. Håbet er, at alle Mekane Yesus-medlemmerne gør det samme, og sådan kan de få penge til de 500 nye missionærer, som de har tænkt sig at sende de næste fem år. I løbet af de ti år, de har eksisteret, har de sendt 17 missionærer, så det er et ambitiøst foretagende!
Wendimu Matewos, leder for IMS, kunne fortælle gribende historier fra de 17 missionærer, som er i flere forskellige lande i Afrika. Derudover kom flere af kirkelederne med en hilsen. Den allerførste bestyrelsesformand, Iteffa Gobena, trak trådene tilbage til de allerførste skandinaviske missionærer, som kom, og fortalte hvordan bøn havde en central plads i deres liv. ”Selv i dag har de det, de kalder bønnehus (bedehus) i Norge, ” sagde han og fortalte, at det havde gjort et stærkt indtryk på ham, da han besøgte Skandinavien og så, hvordan hjemmeværende missionærer fortalte om deres arbejde og græd over dem, som endnu ikke havde hørt om Jesus, og over den mangel på mandskab, som de oplevede.
Til sidst stod tre af kirkelederne frem og bad os alle tage vores mobiltelefoner, så vi kunne sende penge. Dermed var lanceringen i gang, og så må vi bede og håbe, at fejringen kan tænde mange etiopiere for mission!
Et vigtigt led i kæden
Det bliver en udfordring at udruste disse 500 missionærer, som IMS ønsker at sende de næste fem år, og fra MY-LINC’s side håber vi, at vi som tværkulturelt center kan spille en rolle i dette. Med vores nye navn, Mekane Yesus Language and Intercultural Center (MY-LINC), og vores vision om at se veludrustede mennesker, som kan tjene hele mennesket tvær-kulturelt, er vores bøn, at centret kan blive brugt af Gud til netop at være et led i dette vigtige arbejde, et LINC.
- Berit