Når bøns-kæmperne for IMS samles

Jeg forlader bønnemødet i taknemmelighed over disse forbedere, vi har i IMS, og takker samtidig Gud for, at vi, som beder, er medarbejdere og søskende i en lang bønne-kæde!

»Når vi beder, arbejder Gud. Når vi er færdige med at bede, begynder vi at arbejde. Derfor er det så vigtigt, at vi overlader alt til Gud. Det gør os mere effektive i liv og tjeneste.«

Dette gode råd kommer fra den mand, som delte Guds ord med os på IMS’ månedlige bønnemøde forrige måned.

Hver den første lørdag i den etiopiske måned er der bønnemøde arrangeret af IMS på Mekane Yesus-kirkens hovedkontor. Sidste lørdag var der igen møde, og lidt efter lidt blev mødesalen fyldt af ca. 50 deltagere fra de forskellige bønnegrupper i Mekane Yesus-menighederne i Addis Ababa.

Der er en trofast kerne, som kommer hver gang – solide bøns-kæmper, som er vant til at bruge mange timer i bøn – og af og til inviteres der gæster for at dele Guds ord i form af andagt eller sang.

Jubelråb til bønnemøde

Bønnemødet varer i tre timer, og her går vi systematisk frem, hvor man beder individuelt eller sammen over emner, som bliver opgivet af mødelederen: IMS-missionærer og deres arbejde, IMS-forbedere, kontormedarbejdere og ledelsen, for fred både globalt og i Etiopien osv., osv. Ofte har de verdenskortet fremme, og så lægger de hænderne på de steder, IMS har missionærer, og beder for dem.

Denne gang fik vi at høre, at der nu var lidt over 1.000 kristne i Nordkenya, hvor IMS-missionærerne har etableret 12 nye menigheder. Deltagerne viste deres spontane tak til Gud ved at stemme i det berømte etiopiske »elilta« - et råb i høje toner og klapsalver til Guds ære!

Jeg forlader bønnemødet i taknemmelighed over disse forbedere, vi har i IMS, og takker samtidig Gud for, at vi står i en større, global sammenhæng, hvor de, som beder i Etiopien, og de, som beder for Guds mission i Skandinavien, er medarbejdere og søskende i en lang bønne-kæde!

Tags