Så langt som øst ligger fra vest
Det er interessant hvad slags associationer man kan få nogle gange, og efter de sidste par ugers rejse fra øst til vest i Etiopien kom jeg pludselig på teksten i Salme 103,12: ”Så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os”.
Nu er afstandene i Etiopien ikke de værste, og vi kunne måle i nøjagtige kilometer hvor langt vi havde rejst. Men lige så umuligt som det ellers er at måle fra øst til vest, lige så umuligt er det for Gud at holde fast på vores synder. De er borte! Væk! Glemt! Og tilbage står bare nåden og tilgivelsen fra Gud! Uanset hvad vi har gjort, uanset hvor mange gange vi har gjort det, uanset hvad mennesker måtte sige om os, eller om jeg angrer dårlige valg i livet og føler mig fordømt; nåden står der! Og i Kristus er det INGEN fordømmelse! (Rom 8,1) Vi er tilgivet, elsket! Og vi skal ikke gøre noget for at fortjene nåden!
Kursus i sproglæring og lederskab
Turen vestover gik vældigt godt, med bil fra Norsk Misjonsselskap (NMS) som havde inviteret Mulugetta og mig fra Sprogskolen. Med os var Mparany Rakotondrainy fra Madagaskar, en af missionærene fra NMS. Vi skulle have kursus for evangelister og præster i Blånildalen, nærmere bestemt i Kamashi som ligger i Benishangul Gumoz regionen.
Her kom 30 deltagere fra seks forskellige kredse af Mekane Yesus Kirken. Cirka 1/3 var oromoere og resten gumuz folk. En var også fra berta, en etnisk gruppe lidt længere mod vest i dalen. Fælles er at de stort set bruger tre sprog i deres arbejde: Amharisk fordi der er en del tilflyttere, oromosproget fordi de fleste evangelister har været fra oromogruppen, og gumuzfolkets eget sprog. Gumuz tæller cirka 150.000 mennesker, men har i mange år vært marginaliseret og haft en svag stilling i samfundet. Kun nogle få af evangelisterne har prøvet at lære sig gumuz, og dermed fik undervisningen om sproglæring ekstra aktualitet.
Desuden havde Mulugetta også her timer om lederskab, et tema som altid mødes med stor interesse af deltagerne. Mange kæmper med at der er en traditionel lederstil omkring dem, og nogle kæmper med selv at komme ud af et sådant spor. Da Mulugetta har baggrund fra den ortodokse kirke og i dag sidder med flere lederhverv i Mekane Yesus Kirken, kan han hente kundskab fra begge lejre og tager ofte ting op på en sådan måde at latteren først sidder løst, for derefter at tage fat på alvorlige, sensitive emner.
Kulturspillet, Bafa-Bafa, hvor deltagerne skal deles i to opdigtede kulturer, Alfa og Beta, for at lære om hinanden, blev en god opvarmer. Mange emner blev berørt i debriefingen, og det blev til tider nok så hedt i rummet (udover en nok så høj temperatur udenfor...), særligt da grupperne begyndte at definere hinanden: ”I alfaer er ikke flinke til at tage imod gæster!” ”Og I betaer, I er totalt utilnærmelige, I tænker bare på penge” osv., osv.
Kurset blev holdt på et ungdomscenter som er støttet af NMS. Her kommer byens ungdom for at spille volleyball, bordtennis, bruge biblioteket eller computerne. Et flot samlingspunkt!
Mangfoldigheden i kirkens arbejde
Desuden besøgte vi et af de NMS-støttede projekter i Agallo Metti, 25 km derfra. For 16 år siden besøgte jeg (sammen med Helle Stokholm, tidligere DEM/Promissio missionær som da var min kollega i Hawassa i Sydetiopien) en norsk NMS veninde, Hilde Masvie, som arbejdede der. Jeg husker at den dag vi kom, havde det været 42 grader, men nu var det regntid og heldigvis noget køligere. Det var morsomt at kunne tænke tilbage på turen med Helle og se stederne igen nu så mange år efter. På samme tur fik vi også set det nye synodecenter som bygges i udkanten af Kamashi. Mekane Yesus Kirken bestemte på sit sidste rådsmøde (Council, det næstøverste organ i kirken) at Blånildalen skulle få egen synode, og den bliver kaldt Abbay Valley Synod, efter navnet på Blånilen, Abbay.
På vej hjem traf vi også en af de andre missionærer, norske Marit Breen som arbejder med et Women Empowerment (styrkelse af kvinder) projekt i Bodji, samt et par af de etiopiske projektmedarbejdere i forskellige projekter. Det var interessant at se mangfoldigheden i kirkens arbejde og blive nærmere kendt med NMS, som har et specielt fokus på minoriteter og oprindelige folkegrupper.
Elmaster i bjergene
Naturen i vest er vældig anderledes end i Østetiopien hvor vi var ugen før. Her er der også mange bjerge, eller rettere bølgende åse, masser af skov, både mango og bambusskove, og meget frugtbart.
I mange mil kunne vi følge den nye kraft/strømlinje som bygges fra den nye Renessansedam nær Sudangrænsen til Addis. Hvis I ser godt efter på et af billederne, ser I nogle mænd som arbejder højt oppe i en af masterne en del meter over bakken. Det er kineserne som står bag, og chaufføren fortalte os at af og til kunne man se dem komme susende nedover kraftlinjen, hængende efter noget tov!
Nytår og nye studenter
Så langt som øst ligger fra vest, så langt væk er vores synder fjernet, så umuligt er det altså for Gud at mindes vores synder. Fordi han lod sin søn, Jesus, bære dem for os, en gang for alle, skal vi slippe for at bære på dem længere! Der er ikke noget vi skal gøre for at opnå det, det er alt gjort for os. Det er faktisk fuldbragt, IT IS FINISHED!
Her i Etiopien har vi lige begyndt på et nyt år. Dermed er der også skolestart på Seminaret, hvor Mehret-Ab er i fuld gang med at tage imod nye studenter. 30 nye studenter er optaget på teologistudiet, og traditionen tro skal både de og de andre nye studenter ved College for Ledelse og Administration og Musikskolen, have orientering i hvordan de kan bruge biblioteket. En travl tid, men også et tegn på at Gud sender stadig nye mennesker som skal udrustes til tjeneste i kirke og samfund. Tak for at I husker på Seminaret i bøn i disse dage!
Godt 2008 fra Berit og Mehret-Ab!
21. september 2015