Takemlighed præger sidste dag før eksamen og ferie

Om et par uger er der eksaminer for dette semester, og studenterne begynder at mærke presset. Desuden har de mange forskellige opgaver, præsentationer osv. Derfor afslutter vi nu, så får de tid til at læse til eksamen. De to andre som har hjulpet os, en tysk og en schweizisk dame, tager også snart ferie. I alt har vi haft fire grupper kørende i år.

Studenternes ferieplaner

Vi tog en runde, og alle fortalte hvordan de skulle tilbringe sommerferien. De fleste skulle tilbage til deres sendemenighed og tjene der i forskellige komiteer eller grupper, nogle som sangere, nogle som forkyndere. Et par skulle undervise søndagsskolebørn, en ville sætte sig ned og skrive sange alt efter hvad Helligånden gav hende, og en skulle bruge tiden i bøn og faste.
Hmmm, tænkte jeg, og følt mig nok så lille. Hvad ville jeg selv have svaret dengang jeg var student og på deres alder? Sikkert noget med at slappe af, tilbringe dagene med venner på stranden eller måske ud og rejse? Husker jeg ikke forkert, var der måske plads til en kristen lejr eller to, men ellers brugte jeg nok det meste af tiden på mig selv. Jeg skulle trods alt indhente mig selv efter er travlt år, og det var vigtigt at gøre noget jeg havde lyst til! En tankegang jeg ikke hører udtrykt ofte blandt etiopiske kristne. Og ja da, jeg er fuldt ud klar over at vi har forskellige kulturer og forskellige baggrunde, forskellige valgmuligheder og forskellige tilgang til penge, men alligevel sad jeg der og følte jeg mig næsten flov.
Det var så tydeligt at for disse unge drejer livet sig om hvad de kan gøre for Gud, sprunget ud af en dyb taknemlighed for det som Gud først har gjort for dem! Egne behov kommer derfor ofte i både anden og femte række. Og jeg kunne ikke andet end tænke at jo, der er nok en sammenhæng mellem denne utrolige vækst i antal kristne her i landet og måden man bruger sin tid på.....

Stor taknemlighed

Studenterne ønskede at vi skulle bede sammen før vi skiltes, og wow, for en afskedsgave! De takkede for tiden som er gået, og vi bad for hinanden, for tiden og opgaverne som ligger forude. De er så taknemlige for denne måde at få lidt ekstra engelskundervisning på, og takken gik til Gud, først og fremmest, men også til Sprogskolen som lægger det til rette, og til dem som har sendt mig som missionær!
Som en af dem sagde: ”Engelskklasserne er blevet et pusterum hvor vi kan være os selv, netop på det niveau vi er, og ikke på det niveau vi burde have været”.
Etiopierne er ikke sparsomme når de beder, og den lille container vi bruger til undervisningslokale rystede næsten under trykket da de bad og lovpriste Gud, rigtigt højt! Jeg følte mig så omsluttet af disse min søskende i troen, og glæder mig på vegne af Gud over at han har så flotte arbejdere i sit rige! Og så er jeg glad for min egen del, at jeg fik sat perspektiverne lidt på plads når det gælder hvad der er vigtigt her livet!

Berit

29. maj 2015