»Vi blev reddet i sidste øjeblik«
For nylig var jeg på et to-dages kursus om Personaleomsorg her i Addis Ababa. Godt og berigende og for mange et paradigmeskifte.

Udtalelsen i overskriften kommer fra en af kvinderne, der deltog fra en af de 5 etiopiske kirkesamfund, der var repræsenteret: »Vi er i begyndelsesfasen af at sende missionærer, og nu er vi reddet i sidste øjeblik fra at lave en masse fejl.«
Kurset blev holdt af Marina Prins fra Sydafrika, en dygtig kvinde med over 30 års erfaring indenfor faget, og vi var i alt 25 deltagere.
Andre udtalelser reflekterede, at dette for mange var et paradigmeskift:
- »Vi har sovet længe, dette er en øjenåbner, som et vækkeur.«
- »Missionærbørnene er ofte ikke taget med i betragtning. Nu forstår vi, at det er vigtigt, at de bliver godt taget vare på, så de ikke en dag forlader deres tro på grund af forkerte prioriteringer eller manglende opfølgning.«
- »Fokusset på hele familien var nyttigt! Jeg har ikke tænkt på, at det er vigtigt at tage godt imod de udsendte, når de er kommet hjem efter afsluttet tjeneste.«
- »Vi ser nu, at vi har mange ting, der skal på plads, før vi kan begynde at sende missionærer; før de rejser, mens de er ude, og efter de er kommet tilbage.«
- »Dette er et kursus, alle ledere i kirker og sendeorganisationer bør tage!«
- »Det er ikke tilfældigt, at vi er på dette kursus. Gud vil fortsat bruge os i arbejdet med at sikre, at de udsendte fra Etiopien bliver taget godt hånd om!«
Fra Mekane Yesus Kirkens Missionsselskab, IMS, var det et af bestyrelsesmedlemmerne, Tadelech Loha, og mig, der deltog. Det var nyttigt at deltage på kurset sammen med hende, og på den måde kunne vi se, hvor langt vi er kommet i denne proces, og hvad vi kan gøre for yderligere at styrke vores arbejde. Vores håb og bøn er, at det gode arbejde, der nu er startet, vil komme vores nuværende og fremtidige udsendte i IMS og andre etiopiske udsendte til gode!