Ebola spreder sig i Liberia trods færre nye tilfælde
Ifølge WHOs opgørelse den 4. november har ebola ramt 6.919 mennesker i Liberia, og de 2.766 af dem er døde af sygdommen. De alvorlige og dystre tal fra ebolastatistikken dækker dog ikke helt situationen i Liberia.
Dels bliver ikke alle tilfælde af ebola i Liberia rapporteret til myndighederne fordi nogle af de smittede fortsat enten fravælger at søge behandling eller ikke har mulighed for at gøre det.
Og dels viser tallene ikke at antallet af nye tilfælde af ebolasmittede personer faktisk er faldet markant i Liberia de seneste uger og nu ligger på et stabilt niveau. Da det stod værst til i hovedstaden Monrovia i august-september, meldte 75 nye smittede sig hver dag. Nu ligger det tal på 25 nye tilfælde om dagen, og det betyder blandt andet at behandlingscentrene i Monrovia begynder at have tomme senge.
Samlet set er antallet af nye smittede altså faldet på landsplan i Liberia, men i de seneste uger meldes der om nye ebolatilfælde i hvert eneste af landets amter. Det betyder at epidemien nu rammer hele landet, og at den snart blusser op i ét amt, snart i et andet. Det udgør en stor udfordring fordi indsatsen mod ebola så ikke længere blot kan være koncentreret nogle få steder, men må spredes ud i hele landet, påpeger den svenske professor Hans Rosling i interview til BBC den 12. november.
Rosling er p.t. i Monrovia hvor han hjælper sundhedsministeriet med at få overblik over de statistiske data omkring ebolasituationen i landet. Ifølge Rosling kommer det til at tage lang tid at udrydde ebola i Liberia, og han forudser at det bliver vanskeligere at få tallet ned på nul nye tilfælde end det var at få det reduceret til det nuværende leje.
Kilde: BBC
Støt Promissios indsamling til Den lutherske Kirkes kamp mod ebola i Liberia.
12. november 2014