Helen tog imod Jesus på Deborah Center
- Mit liv er forandret på mirakuløs vis, siger Helen Hailmariam, tidligere prostitueret i Addis Ababa.
- Min mor er husmor, og min far er pensionist. De har kun en lille indtægt, og med tiden blev livet rigtigt svært for familien derhjemme. Det fik mig til at stoppe på college hvor jeg læste til farmaceut, og tage til Addis Ababa for at søge arbejde, siger Helen Hailmariam som er 23 år og kommer fra Nazareth Adama cirka 100 km sydøst for Addis Ababa.
- Da jeg kom til Addis Ababa for et års tid siden, boede jeg hos noget familie og begyndte at arbejde som tjener på en café. Der mødte jeg andre piger, og de fik mig til at begynde som prostitueret. De sagde at det var et godt arbejde hvis man ville have en ekstra indtægt. Jeg så ikke de farlige sider ved det, fordi jeg var desperat og ønskede at hjælpe min familie, fortæller Helen.
- Livet var så svært, og jeg følte skyld i alle livets dimensioner og havde det skrækkeligt i de sidste 6-7 måneder på caféen og som prostitueret.
Helen er en af de 12 tidligere prostituerede som i marts begyndte på Deborah Center i Etiopiens hovedstad for at få hjælp til at skabe sig en ny tilværelse.
Har budt Jesus ind i mit liv
- En dag mødte jeg Win Souls for God’s medarbejdere, og de fortalte mig hvordan Gud elsker mig, og om Deborah Center og spurgte om jeg ville med der. Først ville jeg ikke fordi jeg havde mistet tilliden til mennesker i Addis Ababa på grund af den behandling jeg fik på mit arbejde og der hvor jeg boede. Men de kom tilbage igen og igen til det sted jeg arbejdede. Stedet hedder Sebategna, men jeg kalder det helvede på jorden. Til sidst blev jeg overtalt til at komme på Deborah Center, siger Helen.
- Nu har jeg et godt liv. Jeg er begyndt på college igen og læser nu til farmaceut her i Addis Ababa. Samtidig følger jeg træningsprogrammet på Deborah Center. Mit liv er forandret på mirakuløs vis. Jeg har budt Jesus velkommen i mit liv og er begyndt at bede og læse i Bibelen. Jeg kan næsten ikke tro på at jeg virkelig er her hvor jeg er i dag, det er som en drøm.
- Jeg er taknemmelig for det liv jeg har på Deborah Center, og jeg er begyndt at bede for mine to yngre søstre og min forældre derhjemme. Min drøm er at blive farmaceut og at hjælpe mine søstre og andre som kommer ud for udfordringer.
- Jeg vil gerne sige tak. Må Gud lønne jer for alt det I har gjort for mig!, slutter Helen Hailmariam.
Promissios projekt "Gadens børn og unge" støtter rehabiliteringen af tidligere prostituerede på Deborah Center i Addis Ababa.
14. maj 2014