Ungt par til Etiopien som volontører
Cecilie og Thomas Kofoed Holm skal træne engelsk med eleverne på Mekane Yesus Kirkens missions- og bibelskole på Tabor Evangelical College i Hawassa, Etiopien.
Cecilie og Thomas Kofoed Holm fra København er volontører i Hawassa i august - november 2014.
Parrets opgave bliver at træne engelsk sprog med eleverne på kirkens missions- og bibelskole på Tabor Evangelical College efter GPA-metoden (Growing Participator Approach). Metoden er meget praktisk og minder om den måde børn lærer deres modersmål på. Cecilie og Thomas begynder deres volontørophold med at få en grundig indføring i metoden på kirkens sprogskole i Addis Ababa.
Engelsk er et vigtigt redskab for eleverne på Tabor Evangelical College fordi al deres undervisning foregår på engelsk. Det er et krav fra de myndigheder der godkender undervisningens akademiske standard.
Cecilie og Thomas er begge 27 år, og parret bor i København. Hun læser til audiologopæd, og han er bygningsingeniør.
20. juni 2014