Fik hjælp til at starte et nyt liv som frisør

For kun få år siden levede Almaz på gaden, men hun fik hjælp på Deborah Center til at komme væk fra gaden, og i dag arbejder hun som frisør i Addis Ababa.

Af Berit Østby, missionær i Etiopien
Bearbejdet af Rikke Thomassen, journalist

Dagen begynder tidligt for Almaz der arbejder som frisør i centrum af Addis Ababa, Etiopien. 

I hverdagene møder hun klokken 7 og i weekenderne allerede kl. 6.30 – for der er altid mange, som gerne vil have håret ordnet i weekenden.

For kun få år siden var det dog ikke en fremtid i en frisørsalon, Almaz kunne se frem til. Dengang levede på gaden, men i 2016 flyttede hun ind på Deborah Center, som er er Win Souls for God's rehabiliteringscenter for unge. Her får de hjælp til at komme ud af prostitutionen og omsorg efter den både fysisk og psykisk hårde tid på gaden. 

På Deborah Center får pigerne også en uddannelse, de fleste som frisører, og derfor kunne Almaz få arbejde i en frisørsalon, da hun havde afsluttet sit ophold på centeret. 

Opfylder kundernes forskellige ønsker
Almaz' dage begynder som regel med, at hun rydder op og gør klar i salonen, og derefter går hun i gang med at vaske hår på den første kunde. Og så handler det ellers om at opfylde de mange forskellige ønsker, kunderne har, i forhold til hvordan de ønsker deres hår. 

Nogle vil have krøllerne glattet ud, mens andre vil have syet extensions på. Nogle vil have håret rullet op og skal derefter sidde og have det tørret under en varmehjelm, og andre vil have fletninger af forskellige slags. 

»Særligt i regntiden er fletningerne det mest populære, fordi glattet hår ikke holder så godt i regnvejr,« siger Almaz.

De fleste kunder er unge, og snakken går om alt og ingenting – fra hår til vejr.

Har mange "søskende" fra Deborah
I dag er Almaz gift og har et barn på snart to år. Hun er taknemmelig for årene på Deborah Center, hvor hun også lærte mere om Gud og om at stole på Ham. 

»Det er noget, jeg bærer med mig, uanset hvor jeg er,« siger Almaz. 

Derudover lærte hun også at leve sammen i et fællesskab og relatere til andre mennesker – på godt og ondt. Det er også noget af det, hun har glæde af i arbejdet som frisør, hvor hun har med mange forskellige mennesker at gøre.

»Jeg var jeg ikke en af dem, som kæmpede eller skændtes meget, men vi var mange piger sammen, og det kunne godt ske, at det skurrede lidt,« siger hun og griner:

»Vi blev som en stor familie, og dermed har jeg i dag mange søskende.« 

Almaz har stadig god kontakt med dem, hun boede sammen med, og de mødes, når de kan, ligesom de også holder kontakten via telefon. 

Stortrives som frisør
Som frisør har Almaz nogle lange dage i salonen. I weekenden lukker de klokken 20, men nogle gange kan hun også gå lidt tidligere, hvis der ikke er kunder.

I løbet af den lange arbejdsdag har hun kun en enkelt times middagspause, og hun har kun en enkelt fridag hver 14. dag. 

Alligevel stortrives hun i arbejdet og sammen med de fire andre, der arbejder i salonen.

»Det bedste er det gode fællesskab, vi har i salonen, og at jeg har fået en god veninde,« siger Almaz.

 

Maj 2021

Almaz er ikke personens rigtige navn. For at beskytte hende online er navnet ændret i artiklen her på hjemmesiden, ligesom hendes ansigt er sløret på billedet.