Deborah - stedet hvor håb bliver til virkelighed

Deborah er virkelig et skønt sted, som er fyldt med smil og håb. Vi nyder derfor, at besøge vores veninder der! 

Etiopien

Vores forventning til Deborah

Deborah centeret er som bekendt et sted for tidligere prostituerede kvinder, men efter vores oplevelse rummer stedet så meget mere. Pigerne og lederne har sammen formået at skabe et hjem, hvor der er plads til pigernes forskelligheder samt deres minder og historier. Men samtidig oplever vi et sted, der udstråler af håb, glæde og en masse grin - og ikke mindst et godt fællesskab blandt pigerne.

Fra Danmark havde familier og venner hjulpet med at samle en masse tøj og kreative ting sammen til pigerne - og dette er blevet taget imod med smil og taknemmelighed. Det, at komme på Deborah centeret har for os, været en ting, som vi har set meget frem til og især glædet os enormt til at opleve. Vi har været spændte på, hvordan det hele kom til at gå, og hvad vores ”position/opgave” hos piger egentligt indebar. Men det hele er kommet os meget naturligt! Og vi har lært lige så meget af pigerne, som de har lært af os.

Vi har lært dem, de har lært os

Vi besøger pigerne på Deborah fast tirsdag og fredag hver uge. Tirsdagen går med undervisning i engelsk, hvor vi forsøger at lære dem meget basale engelske ord og sætninger. Dette er alt fra farver og tal til enkelte sætninger. De er virkelige ivrige og interesserede i at lære engelsk, og det er tydeligt at mærke! Vi har en masse sjov, især fordi de forsøger at oversætte de engelske ord til amharisk - og det giver en masse grin, for amharisk er efter vores mening ik ligefrem det nemmeste sprog at udtale!

Om fredagen medvirker vi i pigernes pligter og forsøger på bedste vis at hjælpe til. Her har vi fundet ud af, hvor dygtige husmødre vi kommer til at blive, så meget godt vi kan tage til os! Det er alt fra tips og tricks i køkkenet til daglige pligter som opvask, tøjvask m.m.. Derudover hjælper vi med at lave frokost, som består af weat (sauce) til Injera. Derudover skiftes Ane-Sofie og jeg til at være den såkaldte ”kaffedame/bunna-lady”. Dette indebærer, at vi vasker, rister, smuldre og tilbereder kaffebønnerne til den etiopiske kaffeceremoni. Her gælder det ligeledes om at holde tungen lige i munden, når kaffen skal serveres - for det skal hældes langsomt op og gerne fra rette vinkel. Vi nyder at være en del af alt dette!

Forskelligt sprog kan give udfordringer

Vi har helt klart opdaget, at sprog er afgørende for kommunikation og forståelse. Så hvad gør man når vi kan lidt amharisk og pigerne lidt engelsk? Tja, løsningen er kropssproget! Og selvom man ofte føler man står og gør sig selv til grin ved at forklare alt gennem billeder og armbevægelser, så er det vejen frem - og det lykkes (ofte). Derudover siger vi tak til, at vi heldigvis har haft en uges amharisk på sprogskole! Så har vi i det mindste et lille ordforråd, som vi kan benytte os af.

Vi har meget sjov med pigerne. Vi synes, at det er ret fascinerende, at man kan danne en relation og have det sjovt sammen selvom man forstår minimalt af hvad hinanden siger. Ja, man er på udebane og gør sig selv lidt til grin - men grinene tager vi som en del af oplevelsen, for ude hos pigerne føler man sig velkommen og ”hjemme”.

Konkret eksempel på håbet stedet giver

Vi var til et graduationsparty på Deborah, hvor én af pigerne havde færdiggjort hendes uddannelse som farmaceut. Det var en smuk ceremoni og virkelig en bekræftelse i, at Gud er her og han griber ind i vores magtesløshed. Han har givet hende styrke til at klare en uddannelse og en mulighed for at få et job og tjene penge på egen hånd og på en anden måde end hun førhen har været vant til. Vi kan selv huske da vi blev studenter, hvor stolte vi var. Da vi sad til denne graduation, gik det op for os hvor meget mere denne uddannelse betød, og hvor sejt det er, at hun har gennemført!

Deborah er et skønt sted, som vi virkelig nyder at besøge! Pigerne er som veninder for os, og vi lærer virkelig meget af dem. Vi er taknemmelige for, at vi har mulighed for at få denne oplevelse med os. Det er vildt at tænke på, at disse piger på vores egen alder, har haft et så anderledes liv førhen. Det sætter virkelig ens eget liv og problemer i perspektiv. Taknemmelige er vi for at have fået en relation med disse piger og en opfordring herfra er at give en bøn til disse piger, men også et stort TAK til Gud for at have givet dem en mulighed og et håb. For Deborah er virkelig et sted, hvor håbet bliver til virkelighed igennem Guds nåde. TAK.


'Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft' Filipperne 4:13

 

Tags

Del denne side

Mille og Ane-Sofie

Mille Enevoldsen og Ane-Sofie Nebel er Christian Culture Travellers i Etiopien i efteråret 2023.

Seneste tags

Seneste kategorier