Når strømmen pludselig går

Hej derude! Vi hedder Ane-Sofie og Mille, og vi er CCT'ere for efteråret 2023. Vi har glædet os helt vildt meget til at komme til Etiopien eller rettere sagt Addis Ababa. Her har vi særligt set frem til at opleve en anderledes kultur, smage den enestående kaffe og ikke mindst få et glimt af Guds kærlighed og arbejde i landet.

Den første uge i Addis: 

Tirsdag den 14. august ankom vi om natten til Addis Ababas lufthavn. Her fik vi fra start mødt den etiopiske tidskultur, for tingene i lufthavnen gik ikke hurtigt, og personalet havde ikke travlt - nej, det tog knap og nap to timer, før vi var ude. Men vi kom ud, og Berit & Mehret-Ab stod klar med åbne arme for at tage imod os. Den efterfølgende morgen inviterede de os på brunch sammen med familien Bruun og deres 3 børn - dejligt endelig at få sat ansigt på dem, som vi skal være omkring det næste stykke tid. 

Ellers er dagene gået med at lære den KÆMPE hovedstad at kende, og hold nu op den er stor, især når man kommer fra 2 småbyer som Them og Hvide Sande. Dertil har der været masser af indtryk, som vi har skulle forholde os til - alt fra medarbejdere til etiopiere og andre, der er omkring os. Og hvilken åbenhed og gæstfrihed man bliver mødt af, så det er kun til at smile over. Dog har vi lige skulle vænne os ekstra meget til lydene heromkring, særligt fra den ortodokse kirke, hvor de den seneste tid har haft fastetid med den betydning, at der hver nat til tidlig morgen er blevet spillet basun-agtige lyde - noget man lige skal vænne sig til :) 

Derudover har vi også mødt så mange rare og hjælpsomme mennesker hernede! En særlig oplevelse i den første uge var, da vores strøm var gået i næsten to døgn, hvilket medførte, at vores køleskab ikke virkede. Dette “lille” problem skulle jo løses, og inden vi fik set os om, havde alle medarbejdere smidt alt, hvad de havde i hænderne, og var klar til at hjælpe os! Og problemet blev også løst med en masse ledninger fra det ene til det andet hus. Så tak! Efterfølgende har vi så fundet ud af, at det er ganske normalt at strømmen går i to dage. 

Så vi takker Gud for, at vi er omringet af så hjælpsomme mennesker og mennesker, der bare udstråler Guds kærlighed. Så selvom vi har været lidt ekstra trætte pga. højdemeterne og indtrykkene, så har vi fået en rigtig dejlig start på vores rejse som CCT'ere og ikke mindst en tro på, at Gud nok skal sørge for en masse oplevelser. 

P.S. En ting vi er kæmpe fan af: Den etiopiske tidskultur - wow, det er fedt! Hernede er det “uhøfligt” at komme før tid til en aftale, så hvis man siger kl. 10, så mødes vi først 10.15 eller sågar 10.30 - og som Mehret-Ab siger, så er det kvalitetstiden der tæller frem for tidspunktet. 

Lad os derfor bruge enhver anledning til at gøre godt mod alle mennesker, men især mod dem, vi hører sammen med i troen på Kristus. Gal 6, 10

 

Del denne side

Mille og Ane-Sofie

Mille Enevoldsen og Ane-Sofie Nebel er Christian Culture Travellers i Etiopien i efteråret 2023.

Seneste tags

Seneste kategorier