62.415 nye kristne på et år

I julen endte jeg i en snak om gaver – ikke et usædvanligt tidspunkt, men det var ikke gaverne til vores nærmeste, vi snakkede om, men gaverne til godgørende formål. For ved afslutningen af året er der også en tradition for at gøre regnskabet op og fordele noget af overskuddet.

Der er mange temaer og ømtålelige områder i den snak. Vi kan drøfte tendensen til, at vi vil bestemme præcist, hvad vores gaver skal gå til, frem for at lade en bestyrelse og medarbejdere prioritere pengene ud fra deres indsigt. Eller vores naturlige reaktion på at give der, hvor man råber om hjælp, til forskel fra at være med i et langt trofast træk. Eller vores holdning til Bibelens tale om tiende, fastgivertjeneste, indsamling i kurve og uddelingen af overskud i slutningen af året.

Her kan vi hente inspiration fra Etiopien, hvor menigheder kan vokse og række ud, når der er et generøst giversind og offervilje blandt de kristne, og hvor menigheder først ser sig selv som selvstændige menigheder, når de har etableret et outreach.

I forlængelse af det, kan vi stille os selv spørgsmålet: Hvordan ville det se ud i Danmark, hvis vi havde lignende retningslinjer for menighedsarbejdet og økonomiske overvejelser og prioriteringer?

Vi kan selvfølgelig ikke lave en proportional sammenligning mellem de to lande, men nu gør vi det for tankens skyld: I Etiopien er der cirka 100 mio. mennesker, og 3.000 kommer til tro om dagen! Vi er 5,7 mio. mennesker i Danmark, og med den etiopiske vækkelse vil der komme 171 mennesker til tro om dagen i Danmark. Eller 62.415 mennesker på et år. Det svarer til indbyggertallet i Randers – Danmarks 6. største by!

Hvad ville der ske i Danmark, hvis vi alle gav mere? Og gav tiende? Jeg tror, at det kirkelige arbejde ville se væsentligt anderledes ud. Og så har jeg ikke nævnt de velsignelser, der ligger og venter til dem, som overgiver deres værdier til Gud.

Lederen udkommer i Promissio-bladet i midten af februar, hvor du kan læse mere om Mekane Yesus-kirkens vækst.