Bed for de nye kristne - også i kirkebønnen

Gennem arbejdet i Promissio er jeg blevet mindet om værdien af kirkebønnen som en vigtig del af vores fællesskab.

På en nylig tur til Liberia oplevede jeg en mere nærværende kirkebøn for hele menigheden.

Kirkebønnen er ikke et led i gudtjenesten, som vi skal holde så kort som muligt på grund af børnene, og som vi kan gøre længere, hvis børnene er til børnekirke. Nej, kirkebønnen er den bøn, hvor vi én gang om ugen lægger forskellige ting over i Guds hænder i fællesskab.

I liturgien, som en dansk højmesse skal følge, er der nogle emner, den skal indeholde, men det betyder ikke, at præsten og måske en fra menigheden, ikke kan bede om andre ting, som er væsentlige for livet i og omkring kirken på alle planer – både for den lokale menighed, den nationale kirke, den internationale kirke og det samfund kirken er i.

I Liberia er praksis, at præsten nævner de personer, som der er sket noget særligt for i ugens løb – ægtepar, afdøde og deres familie, alvorligt syge, nogle som skal på en lang rejse eller andet, som nogle i menigheden gerne vil have bedt for. Hvis nogle af dem, som bliver nævnt, er til stede, må de komme op foran og knæle under bønnen.

Inden jeg tog til Liberia, blev jeg gennem beretninger fra Etiopien mindet om en bestemt ting, som jeg ikke så tit hører, at vi beder for, når jeg kommer rundt i menigheder i Danmark: Nye kristne.

Jeg vil gerne opfordre til at bede for alle de nye kristne, som Helligånden på vidt forskellige måder overbeviser om, at de skal tro på Jesus Kristus. Der er virkelig grund til at bede for, at de får den hjælp og omsorg der skal til, for at ordet slår rod. For eksempel oplever vi, at når nogle muslimer finder ud af, hvem Jesus er, betaler de ofte en meget høj pris, for at kalde ham for deres Herre og frelser.