Bliv klogere på livet som missionær

Nu kan alle få et indblik i livet som missionær gennem fire videoer – måske kan en enkelt fordom eller to blive aflivet og et nuanceret billede få plads.

”Min karriere bliver sat tilbage.” ”Det er farligt at bo i Afrika.” ”Vi går glip af så meget ved at rejse ud.”

Der er mange formodninger og måske ligefrem fordomme, når vi taler med hinanden om livet som udsendt i Guds tjeneste. Nogle af formodningerne er rigtige, og andre er forkerte – og dertil kommer at vi er forskellige, så vi kan opleve det forskelligt.

For eksempel fik jeg selv en stor a-haoplevelse, første gang jeg besøgte Addis Ababa og så missionærboligen. Den var i en langt bedre standard, end jeg havde forestillet mig. Der kan godt være udfordringer med elektriciteten i huset, men man bor lækkert. Det havde jeg slet ikke forestillet mig.

Vi ønsker at bryde med nogle af de formodninger og fordomme, der findes – som for eksempel min egen – og derfor er vi meget glade for, at syv tidligere udsendte har delt deres oplevelser af nogle af de centrale hverdagsting som udsendt og udsendelsens betydning på længere sigt.

Vi håber, at fortællingerne nuancerer ”prisen” for at rejse ud, og at det kan vække nogle til at få øje på den helt almindelige hverdag, man har som missionær, og de velsignelser, der ligger i at rejse ud.

Måske er det slet ikke så vildt, som man forestiller sig? Måske er det slet ikke så uoverskueligt at rejse ud, som man tror?

Samtidig med, at det er et kald og en tjeneste, er det også bare en rolig og interessant hverdag med et dagligt arbejde – et andet sted på kloden.

Vi håber, at I – alle vores kære venner – vil gå ind på hjemmesiden blivmissionaer.dk og se videoerne – og at I vil invitere flere i jeres netværk til at se med.