Der er stadig brug for missionærer
Der er fortsat brug for tætte relationer mellem Guds familie i nord og syd – ja, over hele jorden. Vi har brug for hinanden, og derfor må nogle være forbindelsesled.
I slutningen af juli bragte Kristeligt Dagblad en af de sjældne artikler om international mission. Den handlede om det faldende antal af missionærer og deres nuværende betydning for arbejdet i Afrika. Jeg udtalte mig også i artiklen, hvor jeg kunne bekræfte, at behovet for missionærer, som vi kendte det, er faldet, men samtidigt er der for os at se stadig brug for missionærer, som dog har andre opgaver end tidligere.
Det er et faktum, at vi har få missionærer udsendt i dag i forhold til tidligere, men vi er dog af den overbevisning, at der stadig er brug for at sende mennesker fra Danmark til vores partnere.
Vi har formuleret nogle principper for arbejdet, og jeg vil tage tre punkter frem fra principperne:
Før det første arbejder vi relationsbaseret. Det er vigtigt for os, at der bliver holdt liv i relationen mellem vores brødre og søstre i Afrika og i Danmark. Der er behov for, at medlemmerne af Guds kirke kender hinanden og kan drage nytte af den inspiration og viden, det giver.
For det andet arbejder vi med lyttende åbenhed og respekt for den lokale kirke og den kulturelle kontekst. Samtidig forsøger vi at være tydelige omkring vores egne værdier og teologi.
For det tredje ønsker vi at fremme gensidigheden mellem nord-syd og syd-nord både i form af mennesker, åndelighed, faglighed, metoder, inspiration med mere.
Derudover ser vi også et behov for at hjælpe kirken i syd med at gøre deres arbejde, og vi kan hjælpe ved at sende missionærer, volontører, korttidsudsendte og andre til opgaver, som de er særligt udrustet til. En anden gevinst er de såkaldte "fremmede øjne", som en udsending fra en anden kultur kommer med, når vi møder en helt anderledes kontekst. Det er i denne situation, at åbenhed og respekt er afgørende.
Netop nu har vi konkret brug for en teologisk underviser til Etiopien, og vi håber, at alle i Promissios missionsfællesskab vil være med til at finde og sende endnu en vigtig medarbejder for kirken i Afrika.