Evangeliet over grænser - sammen med vore partnere

En formulering af det mest centrale ved Promissios eksistens.

Promissio

Sådan lyder Promissios nye mission statement – og hvad er så et mission statement?

Jeg vil skåne dig for det lange svar og nøjes med at svare, at det er en kort sætning, som med få ord skal samle Promissios eksistensberettigelse og kommunikere ind i nutiden. Sætningen siger ikke alt om Promissio, men den siger det mest centrale om arbejdet.

Det betyder, at vi har et værktøj, som vi kan bruge til at vurdere opgaverne i Promissio – er disse opgaver med til at bringe evangeliet over grænser? Vi kan bruge sætningen som lakmusprøve på arbejdet.

Men hvad betyder evangeliet over grænser så?

I Promissio vil vi med hjerte, mund og hænder fortsat være Guds redskaber til, at mennesker får et livsforvandlende møde med Jesus Kristus. Evangeliet må ud til det hele menneske, og derfor skal vi bruge både munden og hænderne, lige som Jesus gjorde, da han bragte evangeliet ud. Han både proklamerede og demonstrerede evangeliet i sit virke her på jorden, hvilket han har kaldt kirker, menigheder og kristne til lige siden. På Promissio.dk kan du fi nde et nyt dokument om bibelteologiske basistanker om mission - med andre ord: Promissios missionssyn.

Gennem hele Promissios eksistens har det handlet om at bringe evangeliet over nationale grænser. I begyndelsen var det Etiopien, og siden kom både Liberia og Botswana til. Samtidigt har de kulturelle grænser spillet en stor rolle, for evangeliet skulle fra den vestlige kultur til afrikanske kulturer. Nu går det begge veje. Evangeliet kommer også fra Afrika til Danmark gennem Promissios arbejde. Endelig ønsker vi også, at evangeliet krydser religiøse grænser, så fx muslimer kommer til at få et livsforvandlende møde med Jesus.

Sætningen viser desuden, at vi kun kan gøre arbejdet sammen med andre. Partnere i Afrika og venner og partnere i Danmark, Færøerne og andre steder.

15. februar 2016