Fremtidens missionsselskab spirer

På årsmødet den 3. oktober oplevede vi interessante oplæg, som skulle vise os en retning mod fremtidens missionsselskab.

Vi fik mange spændende vinkler på det, som du også kan læse om her i bladet.

Dog fik jeg ikke svar på en af de ting, som jeg synes er en stor udfordring for missionsselskaberne: Hvordan er vi et selskab om 15 år? Hvor ser vi de mennesker, som vil udgøre fremtidens selskab – eller rettere missionsfællesskab?

Det er nemt at se dem i bakspejlet – se dem, som har udgjort stammen i
fællesskabet. Men hvad så, når vi ser fremad?

Som jeg ser det, har de lokale kristne fællesskaber travlt med mission i det lokale (hvis de da arbejder med mission i det hele taget). Og det er glædeligt, at vi har øjnene åbne for de lokale områder, vi bor i. På trods
af at vi lever midt i globaliseringen, har vi ikke særligt meget syn for det globale – eller bare det lige uden for vores egen by. Det opleves som om, at international mission ikke fylder så meget i menighederne længere, generelt set. For jeg ved også, at der er undtagelser, og jeg ser også de mange
menigheder, som bruger ressourcer på det tværkulturelle arbejde.

Glædeligt er det, at vi mærker, at der spirer noget nyt frem!

Mange unge har lyst til at tage på bibelskole med mission som det fundamentale tema, og i Promissios blad #4 2020 kan du også læse om ”Sy en forskel” (side 3), som er arrangeret af unge, der ønsker at bruge deres kreativitet til at hjælpe andre.

International mission i børnehøjde er også et fantastisk initiativ (Promissios blad #4 2020, side 15), hvor børnene i Midtjyllands Kristne Børnehave lærer om andres liv i fjerne egne og samtidigt lærer, at de kan gøre noget for andre.

Jeg tror, at vi skal hjælpe fremtidens generationer med at se sig som en del af noget større – noget der rækker ud over hele jorden, og at de faktisk er særligt privilegerede i forhold til at kunne støtte op om kirkens arbejde ”worldwide”.