"Frugten af 60 års arbejde"
- sådan ser vicepræsident og pastor Kiros Lakew på sig selv og kirkens vækst i Etiopien.
I april havde vi besøg af pastor Kiros Lakew, visepræsident i Mekane Yesus-kirken og præsident for Addis Ababa-synoden, som Promissio samarbejder med. Han lagde vægt på betydningen af det lange partnerskab, som Promissio og andre missionsselskaber har med kirken i Etiopien. Nu er der over 9 millioner medlemmer af Mekane Yesus-kirken.
Det er klart, at partnerskabet ikke er direkte skyld i frugten, det skyldes alene Gud, men indirekte har partnerskabet været et godt redskab i Guds Mission.
For nyligt fulgte jeg med i serien ”Liberty” på DR1, som handler om to skandinaviske familier, der var udsendt i 1980’erne. Det var ikke et positivt billede, udsendelsen skabte. Jeg genkendte ikke billedet på forholdet mellem Promissio og vores partnere, og billedet af de vestlige medarbejderes liv repræsenterer ikke Promissios medarbejderes liv i Afrika.
Selvfølgelig er der i tidens løb sket fejl. Nogle gange fordi vi har villet det bedste for vores afrikanske søstre og brødre og på den baggrund ageret bedrevidende. Nogle gange har vores kulturforståelse ikke slået til, og vi har mistolket situationen. Der kunne nævnes mange andre ting. På trods af dette er vi vokset sammen gennem partnerskabet, for arbejdet har været båret på et fundament af Guds kærlighed til ethvert menneske på jorden, som skal have mulighed for at få del i evangeliet.
En stor del af dette skyldes, at nogle af vores danske søstre og brødre tog og stadig tager afsted for at indgå direkte i partnerskabet – være dem som bærer relationen mellem den afrikanske partner og missionsfællesskabet i Danmark. Vi har brug for denne direkte forbindelse – ikke bare for at arbejdet lykkes i Afrika. Det giver også frugt i Danmark, og mange givere velsignes ved at være med i arbejdet.
Promissio havde 70 års fødselsdag i april, og lige så længe har vi arbejdet med på væksten i Guds Rige i Etiopien.