Rene hænder

Vi kan sige om en person at vedkommende ikke er bange for at få snavsede hænder, og det betyder at personen tager fat om problemet selvom det kan få store konsekvenser.

I marts var jeg godt en uge i Liberia, og jeg har aldrig haft så rene hænder så lang tid ad gangen som da! Vi vaskede hænder konstant – nogle gange med sæbe, andre gange i klorinvand. Og alcogelen var også med i tasken. Hver gang vi gik ind på et kontor, en butik eller krydsede checkpoints, skulle vi vaske fingre, og ved landets checkpoints målte de også vores temperatur.

På turen til Liberia var der en anden mere underlig oplevelse – vi måtte ikke hilse med håndtryk og knus, som ellers er praksis hos de varme mennesker i Liberia. Vi kunne kun udtrykke vores indlevelse med sproget, øjnene og kropssproget.

I skrivende stund er der gået over 21 dage siden sidste kendte tilfælde af ebola-udbrud i Liberia, og på ganske menneskelig vis leder man efter om udbruddets voldsomme omfang er nogens skyld.

Jeg er ikke interesseret i skylden, men jeg glæder mig over at krisen forhåbentligt er ovre. Jeg glæder mig over at kirken ikke stak hænderne i lommerne, men tog fat med risiko for at få snavsede hænder. Kirken brugte store ressourcer på at bekæmpe krisen, og det havde store konsekvenser for kirkens medarbejdere og medlemmer – ja, for enkelte havde det så store konsekvenser at vi kun kan mindes dem med ære, da de ikke er her mere.

Jeg glæder mig til at vi ikke kun kan se hinanden i øjnene når vi taler om den svære tid krisen har ført med sig. Jeg glæder mig til at vi igen kan give hinanden et håndtryk og en knuser, så vi igen kan vise at vi føler, følger og samarbejder med kirken.

9. maj 2015