Trygge midt i forhindringer
”Det går ikke altid som præsten prædiker”, er nok den talemåde som af og til bedst beskriver arbejdet i Guds mission her på jorden.
Vi har som organisation et formål som vi skal forfølge, og derfor gennemtænker vi mulighederne, lægger planer og handler ud fra dem – men tingene udvikler sig ikke altid som vi havde regnet med.
Præsten kan have forberedt prædiken godt, hvilket i min verden indbefatter at den omsluttes i bøn, men præsten er stadig kun et menneske med en særlig opgave betroet, og derfor kan præsten tage fejl.
I Promissio har vi til opgave at bringe inspiration til international mission til Danmark lige såvel som vi ønsker at deltage i missionen i partnerkirkerne. Derfor var vi godt tilpasse over de seks volontører og en praktikant som var af sted i efteråret. Det er en særdeles frugtbar måde at få inspirationen fra partnerkirkerne til Danmark, og så får det afgørende betydning for resten af livet for dem og de menigheder og foreninger som de efterfølgende lever med i.
Dog kom den første forhindring i planen allerede inden afrejse – vi kunne ikke sende til Liberia på grund af ebola. Det blev løst på fantastisk vis ved at de to kom til Etiopien i stedet.
Midt i december da efterårets volontører og praktikant var kommet hjem, og der havde meldt sig fire nye til forårets ture, kom en ny forhindring for planerne – visumreglerne blev lavet om i Etiopien. Nu kunne man kun få et visum i 30 dage, og man måtte ikke deltage i at undervise for eksempel teologistuderende i engelsk, som danske unge har gode forudsætninger for at bidrage med. P.t. kommer alle desværre ikke af sted.
Når prædiken er lavet ud fra Guds ord, så kan vi vide at Gud går med gennem livet, og når vi tager ham med på råd, kan vi være trygge når der skal findes nye veje i Guds mission.