Muslimer vælger Jesus trods forfølgelse
I årtier har det kostet dyrt at følge Jesus i det sydøstlige Etiopien, hvor størstedelen af befolkningen er muslimer. Selvom kirken vokser, er chikanen fortsat stor.
Af Rolf W. Jørgensen, skribent
»Vi var fire, som besluttede at slå evangelisten ihjel først på aftenen.«
Sådan begynder Lalima Naramo beretningen om sin omvendelse fra islam til kristendom tilbage i 1990’erne.
Dengang var mange muslimer nemlig af den opfattelse, at hvis en muslim dræber en kristen, er han helt sikker på at komme i himlen – for man får evigt liv ved at slå en kristen ihjel.
Alligevel blev evangelisten ikke slået ihjel. For de fire mordlystne, muslimske mænd, der havde set sig sure på evangelisten, som knælede og bad til Gud ude på marken, kunne alligevel ikke enes om tingene.
»Det begyndte med, at den ene af os, som var en meget hård mand, sagde, at han ville være kristen. Vi tre andre besluttede så, at han måtte dø, før vi tog os af evangelisten. Men vi nåede ikke at fange ham, før han var løbet hen til evangelisten og havde taget imod Kristus,« siger Lalima Naramo, der allerede dengang var gift og havde to små børn.
De to andre tog også imod Jesus senere, og så var Lalima Naramo alene om mordplanerne. Evangelisten, der var kommet andetsteds fra, begyndte derfor at bede og faste for, at Lalima også skulle omvende sig.
»Mens evangelisten bad for mig, kunne jeg ikke tale. Jeg blev så træt, og det føltes som om, jeg havde drukket alkohol. Efter tre dage kom han og spurgte, om jeg ville tage imod Jesus,« siger Lalima, der i dag tjener som præst i Delo Mena, cirka 11-12 timers kørsel sydøst for Addis Ababa.
Hjælp fra dansk missionær
Da Lalima havde taget imod Jesus, gik evangelisten i 12 timer for at hente missionær Janne Pedersen, som var udsendt af Promissio (dengang Dansk Ethioper Mission). Hun kunne undervise de nyomvendte, der på det tidspunkt var de eneste kristne i området.
»Søster Janne tog sig af os og forkyndte evangeliet, så vi forstod det. Vi sad ude under træet, så alle naboerne kunne se, hvad der foregik, mens hun underviste os om tro og tjeneste. Det varede derfor ikke længe, før naboerne sagde, at jeg skulle forsvinde, fordi jeg troede på de hvide folks gud. Og min familie ville heller ikke have noget med mig at gøre. De smed mig ud og slog mig,« siger Lalima, der var tynget af den modstand, han mødte.
»Jeg spurgte søster Janne, hvad jeg skulle gøre, og jeg husker det, som var det i går, at hun gav mig ordet fra 1. Mosebog 37,1 om, at Jakob blev boende, selvom han var i fremmed land. Og så fortalte hun om, at Jakobs søn, Josef, også blev hadet af sine brødre og smidt i et hul. Hun sagde: ’Når du er blevet kristen, vil verden hade dig. Men du skal ikke være bange, for Gud er med dig, og jeg vil også hjælpe dig,« fortæller Lalima, der sammen med de øvrige kristne fik 29 stålplader og nogle penge fra Janne Pedersen til at bygge den første kirke.
»Da hun rejste, sagde hun til os, at vi skulle passe på evangeliet, og det forsøger vi stadig. Vi gik med det evangelium, vi fik gennem hende,« siger Lalima Naramo, som ud over at sprede evangeliet som præst også dyrker sin jord og sørger for sin familie.
Chikanen bliver ved
Selvom Lalimas trosomvendelse i 1990’erne ligger langt tilbage, er de kristne i det sydøstlige Etiopien stadig præget af chikane fra muslimer, og i dag spiller Lalima en vigtig rolle i fortsat at styrke evangeliet i området omkring Delo Mena, der nu har ti kirker med cirka 200 medlemmer i hver.
Det gælder også hans kollega i kirken, præsten Beyene Beriso, der ligesom Lalima har en muslimsk baggrund og på egen krop har mærket, hvordan muslimerne i området ikke behandler de kristne med respekt. Han fortæller, at der for nyligt kom 250 mennesker ind på kirkens område, som smadrede ruder og brændte bibler af.
»Den kirke, jeg tjener i, er blevet brændt ned tre gange. De kommer i mørket og gør, hvad de vil,« siger Beyene Beriso, der oplever, at muslimerne er mere optaget af islamisk lov og dens opmuntring til vold mod kristne end af den civile lovgivning, der er i Etiopien.
For et halvt års tid siden undgik Beyene Beriso selv med nød og næppe at falde i kløerne på dem.
»Jeg havde netop skrevet et brev færdigt og gik ud ad en dør for at bringe det ind til byen. Samtidig med, at jeg gik ud, kom de ind ad en anden dør, som de smadrede sammen med vinduer og musikinstrumenter. Men jeg blev selv reddet fra dem,« fortæller han.
Trods den store modstand er både Lalima Naramo og Beyene Beriso enige om at kæmpe for evangeliet:
»Vi går med ordet, og Gud hjælper os til at være lys,« siger Lalima.
Bragt første gang i Promissio-bladet #1 2023